Hvem har ikke prøvet at stå med et skrigende barn, der bare ikke vil, som man selv vil? Jeg har i hvert fald! Vi taler meget om nudging for tiden, og dette blogindlæg handler om, at vi bevidst eller ubevidst nudger vores børn hele tiden. At nudge er at påvirke menneskers valg og adfærd uden at begrænse deres frie valgmuligheder.
Kl. 7 i morges gentog der sig et ritual i opgangen, hvor jeg bor. En dør blev åbnet og to meget kede-af-det børn fik opgangen til at runge af skrig og skrål, for de ville tydeligvis ikke af sted i børnehave. Jeg kender ikke den konkrete grund til, at de to ikke vil af sted, men det fik mig til at huske på et forløb med en mor, jeg havde i coaching for et par år siden.
Næsten hver morgen gik i fisk
Hun er en skøn, god og kærlig mor, der var alene med to børn under 8. Hun var drøntræt af, at deres morgener gik i fisk, og at alle fik en dum start på dagen. Hun gjorde alt det bedste, hun kunne finde på, men alligevel fik alle tit en dårlig start på dagen.
Børnene kom op i god tid, sad under varme dyner i sofaen og hyggede sig, mens de så tegnefilm og langsomt vågnede. Hun satte sig i sofaen hos dem, mens de spiste morgenmaden sammen.
På et tidspunkt blev det tid til, at de skulle gøre sig klar til at komme ud ad døren – og her startede balladen – de ville ikke tage tøj på, eller børste tænder, rede hår, og allermindst i flyverdragten – den mindste lagde sig endda i spænd i døråbningen, så de ikke kunne komme ud. Og alt sammen med masser af gråd og en mor, der endte med at måtte blive mere skrap, end hun havde lyst til, men hun ville på den anden side ikke komme for sent på arbejde.
Når historien er så skarpt trukket op som her, er det let at få øje på, hvor kæden hopper af - men ikke altid nemt, når man står midt i det. Ingen børn (eller voksne for den sags skyld) har lyst til at gå fra en hyggelig stemning og ud i en vinterkold og mørk morgen – og alt i dem vil stritte imod – og nej, børn kan ikke forstå, at sådan er livet nu engang (det forstår de først senere i livet).
Sådan greb vi det an
I det konkrete tilfælde arbejdede vi med, hvordan moderen stadig kunne være en god og kærlig mor, men hun besluttede sig for løsninger, der støttede bevægelsen hen mod at komme ud ad døren på en god måde.
Hun sørgede for at finde tøj frem (gerne sammen med børnene), hun pakkede deres tasker, smurte madpakker og dækkede bord til morgenmaden - aftenen før. Hun stod op lidt før børnene og gjorde sig selv helt klar. Så langt, så godt – nu havde hun sikret sig gode arbejdsbetingelser!
Børnene vågnede stadig under dynen i sofaen, nu sammen med hende. Hun rejste sig 5-10 minutter før de skulle spise morgenmad – og huskede at fortælle dem, at ”om 5 minutter (gerne timet med slutningen af en tegnefilm), skal vi hen til spiseborde og spise morgenmad sammen”. Morgenmaden bliv indtaget, og igen blev børnene på forhånd fortalt, at om lidt sker der igen en forandring, nemlig at de skulle i tøjet og af sted.
Over tid blev der bygget mere på – den ældste var ved at lære klokken, så hun fik ”opgaven” at holde øje med tiden – ansvaret for tiden var stadig moderens. De lavede lister til hvert barn med billeder af en tandbørste, hårbørste, tøj, taske, overtøj, osv. Så i stedet for at sige: ”Har du børste tænder?” Så kunne moderen sige: ”Kig på din liste, om du har gjort det, du skal”. Det syntes børnene som regel var en leg.
Nu lyder det meget idyllisk og som om, at det var som at knipse med fingrene. Det var det ikke – det var en proces, hvor det gradvist blev bedre. Nogle dage gik det alligevel i fisk, men de fleste dage gik godt. Og det var godt for dem alle.
Hvordan synes du selv, det går?
I forskellige familier skal der forskellige løsninger til. Børn er forskellige og har vidt forskellige behov – forskellige aldre, kræver også forskellige løsninger. Man må prøve sig frem. I dette tilfælde er der et konkret mål, man stiler efter – ”at komme ud ad døren på en god måde, de fleste dage”.
Men næsten ligegyldigt, hvilken familie, hvilke børn og hvilke udfordringer, de børn har, så har børn brug for struktur, forudsigelighed og hjælp til forandringer/skift – med andre ord…brug for en hånd i ryggen.
Det er de voksnes ansvar at være de voksne, så børnene kan være børn. Selv om børn ikke gider af sted en kold og mørk morgen, så vil de rigtig gerne være en del af det fællesskab, der hedder ”i denne her familie, er vi sådan nogle, der kommer godt ud ad døren” – og det er det nudging her handler om, at skabe den ramme for børnene, hvor de kan blive en del af det fællesskab.
Så prøv at stille dig selv spørgsmålene:
”De løsninger, jeg/vi har valgt om morgenen, hvad støtter de – at det er let eller svært at komme ud ad døren?”
”Er mine/vores løsninger valgt ud fra, hvad man ”bør” gøre, eller ud fra hvad der skaber det ønskede resultat?”
”Er der andre løsninger, der kunne være bedre for os?”
Prøv få de nye løsninger af – MEN start i det små!
Hvordan synes jeg selv, det går?
I dag er mine egne børn voksne, og jeg indrømmer gerne, at der også var skrig og skrål hos os indimellem. Både min erfaring som mor, og mine mange års faglige erfaringen, bruger jeg hver dag til at hjælpe mennesker med at vende livet lidt på hovedet og finde nye gode løsninger, som støtter det, de gerne vil – emnerne er meget forskellige og kan omhandle både børn og voksne.
I al vores kærlighed kommer vi måske til at nudge vores børn til at lave ”flitsbuen” i flyverdragten om morgenen – men det kan vi heldigvis gøre noget ved!
Mia Højlund Iversen - Being og Being In Business
12. februar 2020
Photo by Marco Albuquerque on Unsplash